Kongen på Nimbus

Nimbus mærke som pin - blå

af Kim Scholer

"How you doin'?" lød den dybe stemme bag mig.

Jeg smilte og nikkede, mens jeg gennemgik værktøjet på Moto Guzzi’ens sæde.

"Det er virkelig en fin vej, den her. Har fulgt floden hele vejen fra Clemont-Ferr, og motorcyklen har hoppet rundt og vredet sig så man skulle tro den havde fået et spastisk anfald. Smuk vej, men den har vist set bedre dage. "

Han smilte et skævt smil, måske bare af hans eget lidt dårlige fransk. "Tag mig nu ikke alt for alvorligt."

Jeg smilte bare tilbage, og han vraltede ind i den gamle butik. Hans store læderstøvler larmende hele vejen ind. Jeg har kørt på den her vej i næsten 15 år, og føler det lidt, alors, som om det er min vej. Jeg prøvede ikke at være uvenlig, men ingen taler ondt om den vej. Heller ikke selv om den har set bedre dage.

Min gamle v-twin klarer det perfekt når jeg tager de 50-60 sving langs floden, rumler gennem Brioude, Villeneuve, Cloyes, St-Alyre, og over flodfærgen til Belmont, og videre ned gennem Decazeville til La Chatré. Jeg stopper altid her ved Xaviers gamle tank i Cloyes. Om ikke andet end fordi det er et godt sted at få en kop kaffe og sidde og kigge ud over floden.....eller som lige nu, at stramme et par styrbolte, der har det med at vibrere løs.

"Her, du ser tørstig ud," sagde han på engelsk. Min nye ven var tilbage, rakte mig en Cola. Xaviers' er et af de få steder man stadig kan få en Coca-Cola på flaske. Jeg sad på øen med benzinstanderne, ryggen mod en pumpe der sikkert var ligeså gammel som rynkede Xavier.

"Tak, det trængte jeg til." Vi så begge rundt på dagen, på solskinnet, på vejen, på floden, fælles om dem og fælles om motorcykler. "Den gamle stivstellede maskine må have været lidt af en udfordring, hvis du har kørt fra Clemont-Ferr i ét hug."

"Mja, men den kører nu bedre end den Harley jeg byttede den for. Plejede ellers altid at køre Harley. Har gjort det siden 1956. Harley har den rigtige lyd." Han brummede dybt, og smilede så sit skæve smil igen.

Siden 1956 - det var 40 år siden. Den fyr måtte være - gammel. Hans motorcykel var godt støvet, men ellers i god stand. Langsliggende motor, stel af fladt jern, styrtbøjler, sidetasker med nitter og frynser. Sort, men med en del krom. Den lignede noget fra 50'erne.

"Hvad er det for et mærke?"

"Nimbus. Den er dansk. Fra 1959. Byttede lige over med en ny Sportster der var gået i stykker. Sportstere holder aldrig. De store er lidt bedre, men de går sgu' også altid stykker. Har haft den her i fire år. Ingen problemer overhovedet. Heldigvis. Der er nemlig heller ingen forhandlere, undtagen oppe i Danmark."

Han tømte sin flaske, kiggede på Nimbussen. "Da jeg var knægt ville jeg kun have en Harley. Og jeg ville ligne Marlon Brando som han så ud i 'The Wild One'. Eller James Dean. Han var fantastisk, James Dean."

"Så hvad skete der?"

"Nårh, jeg endte i musikbranchen i stedet." Han gav mig et grumt smil, tog noget papir frem og begyndte at rulle en smøg.

Jeg så lidt nærmere på ham. Han var tjekket klædt: Sorte jeans, hvid skjorte, læderjakke ligesom dem amerikanske flyvere brugte under krigen, sorte solbriller. Håret på tilbagetrækning, og han havde dobbelthage. Men hans korte hår var kulsort - farvet måske - og han så ud som om han var i god form for en fyr godt oppe i 60'erne.

"Hvad skete der så?"

"Well, mon ami, jeg tabte troen, og så tabte jeg mig selv."

Han virkede fin nok, endda charmerende. I sin tid havde han sikkert kunne nedlægge damerne. Og selvom han talte som en almindelig mand, så havde han denne - karisma. En tilstedeværelse, der rakte ud efter én. Han talte også på den lidt forsigtige måde, som om han ikke havde talt længe, og ville tænke sig om en ekstra gang, inden det kom ud.

"Min mor opdrog mig til at tro på Gud. Jeg drak ikke, jeg røg ikke. Jeg var bare en ung mand da mor døde. Så begyndte jeg på stoffer. Ægteskabet røg. De tog min datter fra mig. Mit hus blev til et fængsel."

Nu havde han mig. Jeg var tryllebundet. På krogen.

"Og hvad gjorde du ved dét?"

"Well, jeg gik helt ned. Ramte bunden med et brag. Havde ikke noget at leve for. Så jeg skulle væk fra alle de mennesker omkring mig. Så jeg tog den Harley jeg havde dengang - jeg var fed og i dårlig form og havde ikke kørt på den i årevis - og tog bare afsted. Og jeg blev frelst."

"Undskyld?"

"Jeps, jeg blev frelst. Den motorcykel viste mig hvad hvad jeg manglede i mit liv. Jeg er bare et menneske ligesom andre mennesker, og nogen gange skal man være alene et stykke tid, for at finde ud af hvad der sker med én. Den bedste måde er bare at køre afsted på en motorcykel."

"Okay. Og så?"

"Well, på et tidspunkt mødte jeg så en kollega, Frankie, som fortalte mig om verdens bedste sanger, Pellegrina Leoni. Lige et navn for en operasanger, ik'? Anyway, han fortalte hvordan hun mistede sin stemme, og så lod resten af verden tro, at hun var død. Men i virkeligheden var hun ikke spor død. Hun tog af sted, væk, og i stedet for at leve blandt alle de dér overfladiske mennesker, var hun sammen med rigtige mennesker, som hun mødte når hun rejste rundt. Jeg syntes det lød som en god idé. Så jeg gjorde det samme."

Det her var vildt. Her sad jeg på Xaviers benzintank og hørte på en fyrs historie om hvordan han fuppede sin egen død.

"Vent lidt,” sagde jeg, ”hvornår gjorde du det?"

"Årh, vel en 20 år siden. Da jeg først havde besluttet mig, gik jeg ud og lavede et par koncerter, nogle plader, fik forskellige ting bragt i orden. Og købte mig en ny maskine, en Electra Glide. Skippede maskinen over dammen, til Italien. Så begyndte jeg at bare køre rundt, for at se folk, se steder. Høre noget andet musik. Fandt også Pellegrina Leoni's 'gravsted'.

Og siden har jeg ikke været hjemme, eller gjort holdt samme sted mere end et par uger ad gangen. Køber en anden maskine når den jeg har er et år gammel, eller når den blir stjålet. Sket to gange."

Han så over på Nimbussen.

"Den her blir en undtagelse."

"Du føler dig ikke ensom?"

"Ensom?" Han lo højt og kigge op på en måde så man kunne se hans profil og som næsten skjulte dobbelthagen. Tog solbrillerne af. "Du har ingen idé om hvor mange ensomme kvinder der er rundt omkring. Kvinder kan bare ikke stå for en rigtig mand på en gammel maskine. Nix, jeg kan ikke påstå at jeg ligefrem er ensom."

Han rejste sig og gik over til den danske motorcykel, trådte den igang og lod den gå lidt med meget lav tomgang. Spøjs maskine, åbne vippearme der bevægede sig. Som når man trommer fingrene på et bord.

"Well, det var hyggeligt at snakke med dig," sagde han med en overdreven amerikansk accent, og smilede. "Jeg vil se om jeg kan komme ud af dalen inden det begynder at regne. Vil ikke risikere at få den her dødsmarte jakke gennemblødt." Smilet var der igen.

Jeg så op på ham.

"Undskyld jeg spørger, men er du ikke….."

"Jeps."

Og han kørte.