Danish

dnt-logo-x100-y100.png

§1 Klubbens navn og hjemsted

Stk. 1. Klubbens navn er Danmarks Nimbus Touring, forkortet DNT.

Stk. 2. Klubbens hjemsted er den til enhver tid siddende formands hjemkommune.

 

§2 Formål

Stk. 1. Klubbens formål er:

a. kammeratligt samvær med udgangspunkt i interessen for den danske motorcykel NIMBUS

b. at fremme og styrke interessen for den danske motorcykel NIMBUS

c. produktion og salg af reservedele og klubeffekter

d. gennem arkiv- og museumsvirksomhed at dokumentere og udbrede kendskabet til NIMBUS

 

§3 Medlemmer

Stk. 1. Som medlem kan optages enhver, som kan tilslutte sig klubbens formål jfr. §2.

Stk. 2. Bestyrelsen kan vælge æresmedlemmer efter indstilling fra klubbens bestyrelse. Kriteriet for at blive æresmedlem er, at vedkommende har gjort noget ganske særligt for Danmarks Nimbus Touring, eller at vedkommende har bedrevet noget helt ekstraordinært, som har medvirket til at gøre NIMBUS kendt.

Stk. 3. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat årligt kontingent. Restance over 1 måned kan, efter forudgående varsel, medføre tab af medlemskab. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent.

Stk. 4. Bestyrelsen kan uden varsel ekskludere et medlem, hvis klubbens interesser er blevet modarbejdet af vedkommende. Bestyrelsens beretning skal indeholde redegørelse for eksklusionen.

 

§4 Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed.

Stk. 2. Ordinær Generalforsamling afholdes hvert år i forbindelse med en weekend i Maj måned og indkaldes skriftligt af formanden med mindst 5 ugers varsel.

Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede samt valgbare er alle medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.

Æresmedlemmer er dog ikke valgbare.

Stk. 4 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Valg af referent
  • Bestyrelsens beretning
  • Regnskabsaflæggelse
  • Behandling af indkomne forslag
  • Godkendelse af budget og fastsættelse af kontingent.
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsessuppleant
  • Valg af kritisk revisor og revisorsuppleant
  • Eventuelt.

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 10 dage efter at medlemmerne har modtaget indkaldelsen. Endelig dagsorden udsendes senest 14 dage før generalforsamlingen.

Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal, og er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

§5 Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes, når mindst 2/3 af medlemmerne skriftligt over for formanden udtrykker begrundet anmodning her om. I så fald skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest en måned efter anmodningen er fremsat over for formanden.

Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 14 dage.

 

§6 Klubbens daglige ledelse

Stk. 1. Klubbens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der består af 7 medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for to år ad gangen, således, at der på ulige år vælges formand, 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant, og på lige år vælges 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, sekretær og kasserer.

Stk. 2. Bestyrelsen leder klubben i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte udvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.

Stk. 4. Arbejdet i bestyrelse og udvalg er ulønnet. Udlæg og udgifter til klubbens arbejde godtgøres efter bestyrelsens nærmere bestemmelser.

 

§7 Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Klubbens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.

Stk. 3. Generalforsamlingen vælger 2 kritiske revisorer og 2 suppleanter for to år ad gangen, således, at der hvert år vælges 1 revisor og 1 suppleant. Revisorerne skal hvert år, i forbindelse med den ordinære generalforsamling, gennemgå regnskabet og påse, at beholdninger og værdier er tilstede.

 

§8 Tegningsregler og hæftelse.

Stk. 1. Klubben tegnes udadtil ved underskrift af formanden. Ved større investeringer, optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom og andre værdigenstande tegnes klubben af den samlede bestyrelse.

Stk. 2. Bestyrelsen kan meddele klubbens kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser.

Stk. 3. Klubben hæfter kun for sine forpligtelser med den af klubben til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke klubbens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse udover kontingentet.

 

§9 Vedtægtsændringer

Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.

Stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft efter afslutning af den generalforsamling hvor de vedtages.

 

§10 Opløsning af klubben

Stk. 1. Opløsning af klubben kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

Stk. 2. Ved opløsning tilfalder klubbens aktiver et offentligt forvaltet teknisk eller motorhistorisk museum efter den opløsende generalforsamlings nærmere bestemmelser.

 

§11 Datering

Stk. 1. Således vedtaget på klubbens generalforsamling den 18/5 1974 og senest ændret på den ordinære generalforsamling den 8 maj 2010.