Tekst og fotos af Kim Scholer
En fordrukken nat for 6-7 år siden, under den Fassfest der afslutter påskens faste, sad Patrick Mohler og hans kammerat Rolli og snakkede om bilprojekter. Og om motorcykelprojekter. Og om de to VW Kübelwagen (en slags VW jeep) som Patrick havde stående, og de to Nimbusser, som Roland i nogen tid havde haft stående hjemme på gedefarmen. Ud på morgenen tog det logiske bytte form, og Patrick føjede dermed endnu en motorcykel til sin samling.

 

Nimbussen han byttede sig til kørte nogenlunde, men et par år senere skilte han den ad og hovedreparerede motoren. Så langt, så godt. Men så skulle den samles. Og alle hans fire andre maskiner i garagen var i standardudførelse. Over Rolands protester begyndte Patrick nu at spekulere på en ombygning, der både kunne tilfredsstille Schweiz’ skrappe bilinspektion og hans egne skrappe krav for kvalitet og udseende.

Det med kvaliteten var ikke det sværeste, for Patrick er uddannet sadelmager med eget værksted, hvor kunderne kommer for at få istandsat nogle af verdens dyreste biler. Ferrarier, Bugattier og den slags. Her er tommelfingerreglen, at spørger en kunde om prisen, takkes der nej til jobbet - for så har vedkommende ikke råd!

Patrick Mohler på slangeskindsbussen. Som på mange andre ombygninger, fungerer fodhvilerne også som de forreste motorbolte.

Slangeskindssædet i sin tredje – og endelige udformning.

’Edelstahl’ og kobber

De mest iøjenfaldende ændringer er styr og sadel. Sidsnævnte blev gjort i slangeskind, og smyger sig tæt over stel og bagskærm. Patrick lavede den om adskillige gange før han var tilfreds med resultatet. Den samme anaconda lagde skind til de to Arlen Ness styrhåndtag og til et hylster omkring speedometerkablet.

Et almindeligt rørstyr afløste det originale, og styrpladen blev udformet, så speedometeret nærmest sidder i to hugtænder. Styrholdere og håndgreb kom fra en-eller-anden engelsk mc, mens forlygten også blev plukket fra custombyggeren Arlen Ness’ katalog. Forskærmen tilhørte engang en BSA.

Som set på en del Nimbusombygninger, gør fodhvilerne dobbelt tjeneste som de forreste motorbolte. Sammen med mange andre specialdele er udstødningen af Edelstahl (rustfrit stål), bukket og svejset lokalt, mens den spøjse, nu forkromede kobberfiskehale er af ukendt herkomst.

Den sene model C har altid set bedst ud med én sadel, men skal konen med på tur, sættes de originale fodhvilere i bagstellet, og en lille firkantet sadel fastgøres på skærmen - med sugekopper.

Røret omkring VDO speedometeret er af rustfrit stål.

Perfektionisten 

Som med det meste af hvad han ellers foretager sig, foretrækker Patrick at gøre tingene selv. Ikke så meget for pengenes skyld, men for at være sikker på at det bliver gjort ordentligt. F.eks. tog det rigtig mange timer at polere alle de dele som skulle forkromes, ligesom arbejdet med at bygge elsystemet om til elektronisk tænding, og føre ledninger gennem styret var ganske tidskrævende. Lakeringen klarede han i selskab med en af vennerne, som er autolakerer og derfor kunne lægge alle faciliteter til.

10.000 km har den foreløbigt gået, halvdelen af distancen i sin nuværende form. Det lave km-tal skyldes at de fire andre motorcykler - samt nogle lige så interessante biler - også skal luftes af og til.

Nummerpladen er af den kløgtige slags, der har et lille fjedersystem, så den kan klikkes over på de andre gamle mc’er i Patricks samling.

Pladen til det forkromede kronhjulshus er omhyggeligt filet, så kanterne passer sammen.

Fem førstepladser

I det første mc-show hvor Patricks Nimbus deltog, løb den med en førsteplads, samt æren af at lede en kolonne på 6.000 Harley’er gennem Zürich, under politieskorte og med overdækkede fartfælder. Anden gang den vandt var det til et decideret Harley-træf, hvor han bare havde parkeret maskinen sammen med nogle andre flotte ombyggede motorcykler. Mens han gik lidt rundt på pladsen gav arrangørerne Nimbussen et nummer, og trak den siden op på scenen. Patrick opdagede først at han overhovedet var med i konkurrencen, da de hev et stofdækken af Nimbussen, og gav den førstepræmie.

Tredje gang var også i området omkring Zürich, hvor høje råb om ”årh nej, ikke den igen!” kunne høres, da vinderen blev kåret. Derefter fik den prisen som bedste custombike til et show nær Bern. Og endeligt, nogle måneder senere, stjal den til et show i München al publikums opmærksomhed, i en grad så Patrick hurtigt og vredt blev bedt om at rykke Nimbussen væk fra den ½-million kroners Harley-Davidson chopper, han tilfældigvis havde parkeret den ved siden af.

Sidestøttebenet er blot en af mange, mange selvbyggede detaljer.

Patrick (i midten) sammen med kammeraten Roland (tv) og forfatteren. Bemærk håndgearskiftet på Rolands blå Nimbus.

Flammekasteren

Ser man bort fra alle v-twin folkenes egentlig ret forståelige ærgrelse over at få tæsk af en relativt billig ikke-Harley, har reaktionerne på ombygningen kun været positive, også blandt veteranfolk. Det hænger måske sammen med, at der ganske enkelt er så få Nimbusser i Schweiz, at meget få kender til mærket. Men som det hedder lokalt, så er den ikke ’original’, men blot ’originell’.

Nimbussen mangler stadig et par ting før den er helt færdig: Et luftfilter med fremadvendt indsugning, og en fire-i-én udstødning a’ la Indian Four. Sidst, og værst, er der et system som Patrick allerede har bestilt, hvor man monterer et tændrør bagerst på udstødningen. Dette, sammen med en vippekontakt og en tændspole, kan efter ønske sende fine, lange flammer flere meter bagud….